Kok.  70 år.  Thurø

 

joergenbangHan står ved styrbord lønning. Det er meget tidlig morgen i Storebælt. Vinden er ret frisk, og søen rejser sig voldsommere, end godt er for mandskab, skib, grej og ladning, når man ligger på siden af den store silopram ud for Musholm. Jørgen har brug for at se horisonten. Arbejdet med morgenmaden i kabyssen er blevet lidt plagsomt. Spejlæggene og den ellers velduftende bacon må lades i stikken for en stund. Den stund bliver noget længere, end kokken og resten af besætningen ønsker. Søen vil ikke mage sig. Den bliver bare vildere. Losningen indstilles, og skibet forhales til mere smult vand ved inderste pram. Også Jørgen forhaler - tilbage til kokkens faste ståsted, hvor dørken nu er kommet mere i ro.

Jørgen er læreruddannet og har virket som sådan i både det fynske og jyske skolevæsen. Nu er han frugt- og bæravler. Det er vist det, han helst ønsker sit navn associeret med. Basen er slægtsgården på Grasten med udsigt til Lunkebugten, hvorfra der kan holdes øje med Carolines færden ind og ud af sundet. Der er andet i Jørgens landmandsunivers end træer og buske. Der er små og store væsner. Bier og kødkvæg er også at finde på gårdens bemandingsliste. Samtidig er Jørgen daglig driftsleder for Thurøs skovdistrikt. Så skal jagten plejes, når sæsonen er til det. Der er rigeligt at beskæftige sig med på landjorden, og alder synes ikke at være nogen hindring. 

Det travle landmandsliv til trods, drager Caroline god nytte af Jørgens interesse for skibet, når han beredvilligt finder tid til at tage en tørn til søs ind i mellem opgaverne i landbruget. For han kan også det dér med madlavning. Det skal der lægges timer i, når maden skal tilberedes fra grunden - og med egne produkter. Da jeg møder Jørgen første gang, mønstrer han ombord sammen med rariteter som en velhængt okseudskæring af Hereford-kød, friske grøntsager, lækre syltede blommer, marmelade og bihonning. Kom så I karle!

Jørgens indgang til Carolines verden var egentlig hans interesse for Caroline-koret. Men, noget for noget. Hvis aspirationen som korets førstetenor skulle udleves, var adgangsbilletten et job om bord på skibet. Det finder han ikke, er en høj pris for kvalitetsoplevelser på højt niveau. Tværtimod. Med disse muligheder genindtager Jørgen helt uplanlagt slægtens plads i sydfynsk søfartshistorie, der blev brat afbrudt med morfaderens opbringning af en tysk U-båd under første verdenskrig. Skonnerten VALBORG gik til i flammer. Slægtsanen overlevede, men fandt efterfølgende livet sikrest på landjorden. Hundrede år senere stævner den aldrende efterkommer ud på modsat kurs.

Og, så var Jørgens ny karriere alligevel ikke givet. Begyndelsen var lidt tornebehæftet. Han måtte arbejde for sagen. Tre år på korets venteliste uden koradministratorens opmærksomhed fik en hurtig ende, da Jørgen tog skeen i den anden hånd og ringede til Margrethe fra ukendt telefonnummer. Han gav sig til kende med en sang og ramte åbenbart med sin modne røst trigger-punktet. Så var dén hjemme. Velkommen til Koret og til Caroline S!