Bygget i Marstal 1959
Tekniske oplysningerCaroline – Tekniske oplysninger
Teknik
Lidt teknik omkring M/S Caroline S.,
For de teknisk interesserede medlemmer er her lidt om hvad der skjuler sig bag det sorte skrog, og sikrer en stabil drift år efter år.
Hovedmotoren er en MaK årgang -59 fra ”Maschinenbau Kiel”. En motor type der har vist sit værd både i på Europas floder og i Hitlers ubåde. Det er en 4 cylindret 4takt motor, der ved 295 o/m har en cylinderydelse på c.130 bhk. Motorens effekt overføres via en hydraulisk kobling til propellens blade, der reguleres fra samme hydauliske system. Motoren er ferskvandskølet og er forsynet med en pladevarmeveksler, der via skibets centralvarmesystem holder motoren varm i stilstandsperioder. Motorens smøreolie- og brændselseoliesystem er forsynet med CJC filtre. En 6 kw 24 volt generator er via remtræk monteret på motoren på samme måde som ferskvandskølevandspumpen er det. På forkanten af motoren sidder en startluftkompressor med et max.tryk på 30 bar, som indkobles med en flerpladekobling.
Hjælpemotoren, der er en 2cyl.”Lister” diesel, er med ferskvandskøling og elstart. Den er ved hjælp af en magnetkobling forbundet til en Desmi centrifugalpumpe. Desuden er trækker motoren en generator af samme størrelse som på hovedmotoren og en nødkompressor kan indkobles. Omtalte pumpe kan bruges som transferpumpe i forbindelse med 2 ballasttanke forude. Endvidere som lænsepumpe både direkte og via lænsesystemet, samt som drivmiddelpumpe til en Ellehammer ejektor. Den fungerer også som brand- og spulepumpe.
Skibets elnet er 24 volt ,men moderne elforbrugere er jo 220 volt ,så der er monteret en kombineret lader og transformator på 3000 watt for at kunne dække behovet til oliefyr ,fryser, køleskab navigationsudstyr m.v.
Det skal da også nævnes at det er en Svendborg styremaskine ,der klarer den side af sagen, godt nok med en tysk hydraulikpumpe. Den gør det til gengæld muligt at at bruge et joystik som supplement til rattet samt at anvende selvstyrer og gps i skøn forening. Når der så også er en moderne True Motion radar og et elektronisk søkort samt et AIS panel må det kunne dække de fleste navigatørers behov.
Forude står et hydraulisk ankerspil fra Fåborg Jernstøberi .Her indgår en Lister motor af samme type som den i maskinrummet som drivkraft. Samme sted er også placeret en transportabel dieseldrevet brandpumpe.