Kystudkiggen i Ballen ser i dag hen over Samsø Bælt og ind på Kalundborg Fjord. Her er der sørøverfest i week-enden arrangeret af initiativrige borgere omkring det museale maritime i fjordbyen med den lange historie ikke mindst i færgefarten til/fra Århus, Juelsminde og – nå ja, Samsø.
Her er der så lige en helt særlig oplevelse på fest-programmet: Sejlture på fjorden med det gode skib ”Caroline S” – foto her som ”Caroline Samsø”. Så går der nostalgi i det for en god del samsinger og andre godtfolk om bord i den for 25 år siden og lidt til. Dengang sikret som museums-veteran i den navnkundige Caroliner-serie på en snes søstre bygget bl.a. med Marshall-lån efter verdenskrigen med den danske småskibsflåde slidt og bedaget.
”Caroline Samsø” bygget som ”Jane” i 1959 i Marstal – Marshall-lånet senere kendt som Marstal-lånet til gavn for det lokale værft. Veteransejladsen som sødygtigt fragtskib med indtjening til vedligehold m.v. med frivillige i besætningen bar igennem – og gør det stadig. Nu med 25 års jubilæum forestående for registreringen i Svendborg efter Ballen, da den samske drift måtte afløses af mere professionelle i søfartsbyen omkring befragtning, vedligehold og ikke mindst papirgangen værre end søgangen med assurance, klassepapirer, sønæringsbeviser, sundhedsbog og hvad ikke med de mange frivillige veteraner fra handelsflåden.
Skibet bemandes stadig på samme vis med en tørn på en uges tid for de fleste. Som hørt fra hustruer til navigatører: Kan I ikke tage ham ud en uges tid – han er pensioneret men tror herhjemme, at han stadig er kaptajn!
I flere år er coasterens økonomi holdt flydende med en nær ugentlig tur i sommerhalvåret rundt om Fyn med fragt af big-bags – fiskefoder i tons-tunge sække lastet i Haderslev og losset ved fiskefarmen ved Musholm ud for Reersø i Storebælt.
Dertil charterture med betalende gæster. Just som på fjorden i denne week-end med fire ture af en god times varighed for 125 kr. til det gode formål. Det samme lørdag, men i aften endog to timer for det dobbelte – evt. med medbragt madpakke og måske lidt fra sømands-sangbogen, thi skibet med egne korsangere ved særlige lejligheder er skam med på noderne …
Senere i år jubilæums-festligheder i anledning af de 25 år med Svendborg som hjemmehavn. Nok med besøg af søster-veteranen i Caroliner-serien, m/s ”Samka” af Marstal. Skibet, der for nu mange år siden inspirerede til museums-idéen omkring disse småskibe i det danske – havets husmænd kaldet.
Men det er en særlig Samsø-historie fortalt før, erindret af nogle – og til genfortælling ad åre måske…
God week-end
Per Rungholm
Per Rungholm er idémanden til bevarelse af vores skib. Han dannede foreningen på Samsø, der købte skibet af den sidste selvejer og drev det i en årrække, ikke mindst ved hjælp af den kreds af Svendborg-søfolk, som endte med selv at overtage skibet.