Kære medlemmer af Foreningen Caroline S, kære besætning, frivillige, sponsorer og venner af skibet.

Først og fremmest: Tak fordi jeg har fået lov til at holde jubilæumstalen, det er mig en stor ære, og herfra skal først og fremmest lyde et STORT og hjerteligt tillykke med de 25 år.

Da foreningens første formand, Jørgen Haagen Frederiksen, for 25 år siden tog initiativ til at give Caroline S. en ny hjemmehavn her i Svendborg, så tog han også initiativ til at etablere Foreningen Caroline S. Det skylder vi Jørgens minde at sige tusind tak for, det var et holdbart og meget givende initiativ .

Når en forening fylder 25 år, plejer man at sige, at den er blevet voksen. Men Caroline blev jo bygget i 1959, så set fra hendes perspektiv er foreningen og dens medlemmer stadig unge mennesker, der som så mange andre igennem tiderne, er kommet om bord for nylig.

Og alder er jo et her, idet hele taget, et meget elastisk begreb. I medlems bladene (Efterretninger for søfarende) efterlyser foreningen ligefrem unge pensionister. På Caroline kan man altså være pensionist i ungdomsafdelingen.

Caroline er bygget i Marstal i 1959 som et rigtigt arbejdsskib, og Hans Aage og jeg husker den også som arbejde, når vi i 70erne, iført P&S keddeldragter og langt hår, blev sat til at skrue på den Carolines MaK motor. Caroline er bygget til at sejle, laste og losse. Og det fantastiske er, at foreningen har holdt hende levende, i fin stand, og sejlende – i 25 år efter at det historisk burde have været slut med den slags skibe.

Efter at have læst ”Efterretninger for søfarende” igennem, så står én ting især klart for mig: Det er ikke kun skibet, der har været, og er værd, at bevare. Det er i lige så høj grad historierne om menneskerne omkring Caroline.

Tag bare historien fra den seneste vinter. Hovedmotoren sad fuldstændig fast. Tre, som det så smukt beskrives, velnærede medlemmer af Mandagsholdet hang i tørnestangen. De hev og sled, men motoren gav sig ikke.

Så kom Hans Aage. Ikke med en computer eller et elektronisk diagnoseværktøj. Han kom med et koben. Han skubbede lidt til plejlstængerne – og så kunne motoren pludselig tørnes igen.

Det er næsten hele Foreningen Caroline S i én historie: Først prøver man med tre mand. Virker det ikke, så giver man ikke op, men finder en mand med motorerfaring og et koben. Og når det virker, starter man bare motoren og sejler videre som altid. Det Hans Aage frygtede da han kom med sit koben var det nok de færreste som forstod, men heldigvis var der ikke sket en krumptapsskade, det var blot en plejlstang som var kommet lidt på kant, og skulle vrikkes løs. Uanset – Carolines kære gamle MaK motor kunne uden problemer sejle videre.

Og sejlet videre har Caroline gjort trofast – om end ikke altid i den planlagte retning. I 2008 skulle hun til den store maritime festival i Brest. I Den Engelske Kanal mødte hun kraftig vind og hård sø. Motoren arbejdede, skruen drejede, besætningen gjorde sit – men Caroline bevægede sig faktisk baglæns.

Man søgte ind mod Margate og Themsen, fik ankeret ud – og meget karakteristisk også makrellinerne. Når man alligevel ikke kommer fremad, kan man jo lige så godt fiske.

Turen var planlagt til fire døgn. Den tog seks. Men Caroline kom frem. Hun skynder sig ikke nødvendigvis – men hun kommer frem.

En anden fantastisk historie er fra 2005, hvor Caroline præsterede tre fragter på én uge. Der blev sejlet kunstgødning fra Randers til Ballen og gammelt korn fra Koldby Kås til Aarhus.

Ved losningen skulle det sidste korn skovles frem under dækket. Skipper Eigil bad de unge folk smide støvlerne og kravle ned med skovlene. De så tilsyneladende på ham, som om han var blevet vanvittig. Så Eigil sprang selv ned og viste, hvordan det skulle gøres.

Det er ledelse på den gamle maritime måde. Ikke PowerPoint. Ikke workshop. Ned i lasten og vis, hvordan arbejdet udføres.

Men ugens største problem kom hjemmefra. Maskinmester Jørgens kone ringede. Hun havde forestillet sig, at pensionisttilværelsen skulle foregå sammen i havestolene – ikke at hendes mand skulle bruge den i Carolines maskinrum.

Beskeden var klar: Hvis han ikke kom hjem nu, kunne han lige så godt blive væk. Det er en type maskinproblem, som selv Hans Aages koben ikke kunne løse.

Der var ingen afløser. Men Eigil fandt sit gamle motorpasningsbevis fra en tre timers eksamen i 1977 frem. Jørgen startede motoren, inden han tog hjem. Eigil holdt den smurt og kørende, og i Svendborg stod en rigtig maskinmester klar til at stoppe den igen.

Det lykkedes. Tre fragter på én uge – og Jørgen kom hjem til havestolene.

Maden har naturligvis også sin egen plads i historien.

Ved Svendborg Havns lysfest i 2019 brugte hovmester Jørgen Bang flere dage på at fremstille vildtsuppe. Der kom kø ved landgangen, og efter tre timer var alt udsolgt. Caroline havde dermed bevist, at hun både kunne være fragtskib, kulturhistorisk skib og et meget effektivt flydende suppekøkken.

Under corona sejlede man uden hovmester for at holde besætningen nede. Løsningen blev takeaway. Selv et fragtskib fra 1959 kunne altså digitaliseres, når situationen krævede det.

Senere opdagede man, at nogle hovmestre købte proviant hjemmefra uden først at kigge i fryserne om bord. Resultatet blev dobbeltindkøb og overfyldte skabe. Bestyrelsens løsning var at overveje et seminar for hovmestrene.

Det er dansk foreningsliv og management på højt niveau: Hvis nogen køber to spegepølser for meget, overvejer man straks en efteruddannelse.

Under dokopholdet i 2022 fik man også en anden overraskelse. Der var blinde passagerer ombord !!! Nemlig to et halvt tons rurer og muslinger, som måtte skrabes af skroget.

Caroline havde altså gennem flere år sejlet rundt med et større boligområde under bunden. Det var lejere som ikke betalte kontingent eller husleje, og som ingen vagter tog – de sad blot der og nassede på brændstofforbruget.

Da de blev fjernet, kunne forskellen straks mærkes på både fart og økonomi. Selv i en frivillig forening kan det altså indimellem betale sig at se på, hvem der bare hænger på.

Så er der de gamle sømandshistorier.

I begyndelsen af 1960’erne gik fire meget unge sømænd i land på Reeperbahn med omkring ti mark hver. De endte på en bar, hvor fire noget mere erfarne damer satte sig ved deres bord. Pludselig stod der mousserende vin, og kort efter kom regningen: 49 mark.

Det havde de selvfølgelig ikke. Barchefen truede med politiet. Men Børge fik forklaret på tysk, at alle fire var under 18 år. Det ændrede hurtigt stemningen. Nu skulle de bare ud – så hurtigt som muligt.

De slap med pengene i behold og nåede tilbage til skibet i tide til at lave aftensmad.

Det bedste ved historien er næsten, at to af de unge sømænd omkring 60 år senere pludselig stod over for hinanden igen på Caroline.

Og sådan kunne man fortsætte: Med fadølsanlægget i Vejle, som ifølge medlemsbladet havde sit eget magnetfelt, eller turen med Nella Dan-effekterne til Marstal, hvor museet efter den højtidelige markering løb tør for Riga Balsam.

Det siger meget om, hvad Caroline også er blevet: Et sted, hvor mennesker mødes igen, efter amange år, og hvor minder purres ud, og de gode historier bliver fortalt én gang til – måske en tak bedre end sidst. Sømandshistorier har det jo ligesom god vin – de bliver bedre og bedre med med alderen.

Uanset – Pointen er enkel: Et gammelt skib bevares ikke alene med stål, maling og penge. Bevaring kræver et levende skib det kræver levende mennesker.

Mennesker som Eigil, der hopper ned i lasten og viser, hvordan arbejdet skal gøres. Som Jørgen, der starter motoren, før han bliver kaldt hjem til havestolene. Som Hans Aage, der ved, hvornår problemet kræver et koben. Og alle de mange andre, der gennem 25 år har sejlet, repareret, lavet mad, skaffet penge og som er mødt op igen og igen, mandag morgen – og til sejladserne.

Nogle af dem, der begyndte arbejdet for 25 år siden, er stadig med. Andre er gået fra borde for sidste gang. Her en særlig tak til Jørgen og til de som tog initiativet. Jørgens, og Jeres arbejde lever videre – hver gang motoren starter, og fortøjningerne kastes, og hver gang der er lige rigeligt mad i fryseren.

Mit ønske for de næste 25 år, det er at Caroline fortsat vil pløje de danske farvande, og at der fortsat findes unge pensionister, som kan få et par dage fri, af chefen derhjemme – så det hele fortsat kan lade sig gøre. Det er jo ikke bare at lirke maskinen i gang med et koben, og så sejle, det indebærer også at de betydelige mængder af kosmetik og personlige plejemidler, så som stålplader, maling, smøreolie, og meget andet – som denne smukke gamle dame kræver for at stå skarpt, både kan indkøbes og påføres.

Lad os sammen ønske og hjælpe til, således man forhåbentlig også om 25 år kan mødes på og omkring Caroline, og der fortælle endnu bedre sømandshistorier, historier om de mennesker, som i fællesskab sørgede for, at Caroline har sejlet, og ikke mindst pyntet på Svendborg Havn – og at hun kan blive ved med at sejle.

Hvis jeg får lov af plejehjemspersonalet, så holder jeg gerne den samme tale igen – Det vil der alligevel ikke være nogen som kan huske….

Nu skal vi gøre klar til en skål og et ni-foldigt leve for Caroline – som vi hermed ønsker tillykke – god vind og ren diesel – på hendes videre færd!

Hjerteligt tillykke med jubilæet !

Længe leve Foreningen Caroline S – og længe leve Caroline.