Som adviseret følte jeg behov for at sætte nogle ord på mine indtryk fra denne første tur som ene kok i kabyssen.

I efteråret var jeg på en Musholm-testtur og fik en perfekt intro til opgaverne som hovmester af Henrik Lemke. Det var skam da en udmærket tur med masser af nye indtryk. Tilstrækkelig interessant til at jeg fik lyst at prøve kræfter med opgaven som selvstændig hovmester.

At jeg uopfordret sætter mig til tastaturet for at fastholde nogle indtryk fra min første “soloflyvning” i kabyssen, har en enkel årsag.

Denne tur hævede sig oplevelsesmæssigt flere sømil over min første sejlads.

Som et nysgerrigt, søgende menneske har jeg naturligt tænkt over hvorfor?

Hvad var anderledes ? Hvilke store og små ting gjorde netop denne tur speciel for mig ? Nogle af tankerne – de vigtigste – deler jeg hermed ud af.

Henrik L delte rundhåndet ud af sine erfaringer. Bl.a. husker jeg udtalelsen om, at “man” allerede under det første morgenbord fik en rigtig god fornemmelse af, om dette ville blive en god eller blot jævn tur. Henrik havde sgu ret.

Jeg oplevede en fin stemning og venligt imødekommende modtagelse af og fra alle, således som I efterhånden dukkede op. Selv ankom jeg naturligvis som den første dagen før.

Den venlige stemning holdt sig.

Og helt modsat min første tur blev der uopfordret tilbudt hjælp i kabyssen til afrydning, opvask, støvsugning m.v. Selv skipper tog en opvask. Faktisk to.

Et virkelig godt signal. Alle opgaver ombord er nemlig værdige og skal udføres  –  før eller senere.  

Besætningen kan attestere, at hovmesteren knoklede under hele turen, så det var ikke fordi, jeg pludselig blev arbejdsløs, at jeg særligt nød denne tur.

I ombord bidrog blot til at tilkendegive, at hovmesteren ikke blot var et tyende, som måtte tåles, men et ligeværdigt medlem af besætningen.

DET GJORDE FORSKELLEN OG BIDROG TIL LYSTEN TIL AT FORKÆLE RETUR.

Så fra kabyssen skal lyde en stor og dybfølt tak til “min” besætning for jeres måde at være – og være sammen – på.

I var alle med til at gøre denne tur magisk og mindeværdig for mig.

Faktisk tror jeg ikke, Caroline S kommer til at give mig en bedre oplevelse,- ever.

Men jeg er åben og parat til at give hende og hele det sejlende mandskab en chance for at ændre min opfattelse. Tro mig… Det er en win-win effort.

Jeg tror faktisk på, at hver eneste hovmester vil bakke mig op i dette synspunkt.

God vind og en dejlig sommer til alle omkring Caroline S.

Bedste hilsener // jørgen christiansen